Årets gazellekåring havde et tydeligt tema: I en tid præget af geopolitisk usikkerhed og hurtige forandringer er det stærke team vigtigere end den perfekte enkeltperson. Under arrangementet delte tidligere jægersoldat og Siriusmand Erik B. Jørgensen sine erfaringer – og særligt ét budskab stod klart: Et team står stærkest, når man kender sine egne styrker og svagheder og deler dem åbent med hinanden.
Erik B. Jørgensens pointer rammer direkte ind i den måde, Homatic arbejder på. For os er omstillingsparathed og innovation ikke kun noget, der handler om teknologi og løsninger. Det handler i lige så høj grad om mennesker.
”For mig er et stærkt team kendetegnet ved, at vi tør være åbne om både styrker og svagheder. Markedet ændrer sig, teknologien udvikler sig, og kundernes behov flytter sig med stor hastighed. Her oplever vi, at kulturen i teamet – evnen til at samarbejde, tænke nyt og støtte hinanden – er med til at forme de løsninger, vi skaber, ” siger CEO Thorvald Horup.
Homatic modtager Børsens Gazellepris for tredje år i træk.

Om Børsen Gazelle
Børsen Gazelle-prisen gives årligt til danske virksomheder, der har udvist ekstraordinær vækst over de seneste fire år. Gazellerne er karakteriseret ved, at de har mindst fordoblet deres omsætning eller bruttoresultat i denne periode, og de repræsenterer de hurtigst voksende virksomheder i Danmark.



