Homatic har netop gennemført en anmærkningsfri recertificering efter ISO 9001:2015 standarden.
ISO 9001:2015 er en internationalt anerkendt standard for kvalitetsstyring, der hjælper virksomheder med at optimere processer og sikre en ensartet levering af produkter og ydelser
For Homatic er det essentielt løbende at kvalitetssikre sin forretning, og virksomheden har derfor siden 2012 ladet sig certificere efter ISO’s internationale standard. Igennem alle årene anmærkningsfrit.
Det betyder, at kunderne kan være sikre på at få en pålidelig og kvalitetsfokuseret samarbejdspartner.
Fokus på kundeværdi og cybersikkerhed
Homatics ISO-certificering er mere end blot en formel audit – den er en central del af virksomhedens strategi for at optimere forretningen og skabe størst mulig værdi for kunderne:
”I takt med den stigende digitalisering har Homatic intensiveret vores arbejde med cybersikkerhed. Vi har for nylig opdateret vores IT-politikker for at imødekomme det øgede trusselsbillede. En del af denne indsats inkluderer at klæde vores konsulenter godt på med den nyeste viden inden for sikkker it-adfærd, så de kan beskytte kundernes data og systemer optimalt,” siger CTO og kvalitetsansvarlig hos Homatic, Niels Juul.

Fakta om ISO 9001:2015
ISO 9001:2015 er den nyeste version af ISO's internationale standard for kvalitetsstyring. Standarden sætter krav til virksomheders processer med fokus på at forbedre kundetilfredshed gennem effektiv kvalitetsstyring. ISO 9001:2015 er bygget på syv principper, herunder kundefokus, lederskab, engagement fra medarbejdere, processtyring og løbende forbedring. Certificeringen hjælper virksomheder med at sikre, at de leverer produkter og tjenester, der konsekvent opfylder både kundens krav og lovmæssige standarder.



